Regulering & Systemer

Systematisk påvirkning af vurdering og beslutningstagning som følge af følelsesmæssige tilstande.

Menneskers forudsigelse af deres fremtidige følelsesmæssige reaktioner, ofte systematisk fejlbehæftet.

Tværfagligt felt der studerer de neurale mekanismer bag følelser.

Processen hvor følelsesmæssig balance gradvist genetableres efter belastning.

Område hvor følelsesmæssig intensitet udløser alarmreaktioner.

Det område hvor følelsesmæssig intensitet begynder at udfordre regulering.

Område hvor følelsesmæssige skift kan ske uden tab af regulering.

Justering af følelsesmæssige reaktionsmønstre over tid.

Tempo hvormed følelsesmæssig balance vender tilbage.

Gentaget måde at tilpasse følelsesmæssig intensitet på.

Område hvor følelsesmæssige ændringer kan ske gradvist.

Den mængde følelsesmæssig intensitet et individ kan rumme uden at miste regulering.

Det punkt hvor følelsesmæssig belastning ikke længere kan rummes.

Den følelsesmæssige form eller kurve en oplevelse antager over tid.

Forløbet af følelsesmæssig intensitet over tid i en oplevelse.

Ændring af følelsesmæssig intensitet ved bevidst styring af opmærksomhed.

Justering af følelsesmæssig intensitet gennem indre eller ydre regulering.

Tilstand hvor følelsesmæssig intensitet overstiger reguleringskapaciteten.

Den samlede belastning på reguleringssystemet.

Tempoet hvormed følelsesmæssig regulering sker.

Den dominerende bevægelse mod op- eller nedregulering.

Hastighed hvormed regulering bevæger sig mod balance.

Træthed i følelsesmæssige reguleringssystemer.

Når følelser overføres og mærkes mellem mennesker.

Det område hvor følelsesmæssig gensidighed opleves som regulerende frem for overvældende.

Periode hvor følelsesmæssig kapacitet gradvist genopbygges.

Område hvor følelsesmæssig spænding er forhøjet men håndterbar.

Det samlede spektrum af følelsesmæssig intensitet et individ kan rumme.

Gradvis genetablering af følelsesmæssig stabilitet.

Tidsmæssig samordning af følelsesmæssige tilstande mellem mennesker.

Situation hvor følelsesmæssig kapacitet afprøves.

Situation hvor følelsesmæssig kapacitet presses.

Det personlige spænd, hvor følelser kan opleves uden overvældelse.

Evnen til at håndtere følelsesmæssig intensitet uden at miste funktion.

Den kumulative fysiologiske og psykologiske belastning forårsaget af kronisk stress.

Den samlede fysiologiske og psykologiske belastning ved langvarig stress.

Løbende regulering for at opretholde funktion under skiftende krav.

Tilpasning af reguleringssystemer over tid for at opretholde stabilitet.

Punkt hvor adaptive reguleringsmekanismer begynder at belaste systemet.

En tilstand hvor amygdala midlertidigt overtager kontrollen og hæmmer rationel tænkning i præfrontal cortex, typisk under intens stress eller frygt.

Aktivering af tilknytningssystemet i relationelle situationer.

Regulering af følelser gennem relationel tryghed.

Neuralt system der understøtter opsøgende og belønningsrettet adfærd.

Neuralt og motivationsmæssigt system rettet mod belønning.

Samspil mellem tilnærmelses- og undgåelsessystemer.

Grad af fysiologisk og psykologisk aktivering i nervesystemet.

Styring af aktiveringsniveau i nervesystemet.

Medfødt motivationssystem der regulerer behovet for nærhed og tryghed.

Systematisk opmærksomhedsforskydning mod bestemte typer stimuli, fx trusler.

Justering af autonom aktivitet i forhold til omgivelser og indre tilstande.

Aktivering af det autonome nervesystem som respons på indre eller ydre stimuli.

Dynamisk samspil mellem sympatisk og parasympatisk aktivitet.

Finregulering af det autonome nervesystems aktivitet.

Nervesystemets evne til selv at regulere arousal, stress og restitution.

Det nervesystem der regulerer ufrivillige kropsfunktioner som puls, vejrtrækning og stressrespons.

Tvangsoverspisning – en spiseforstyrrelse kendetegnet ved gentagne episoder med ukontrollérbar overspisning, ofte efterfulgt af skam- og skyldfølelse. Modsat bulimi forsøger personen ikke at kompensere (fx ved opkast) efter overspisningerne.

Grundniveau af indre parathed i nervesystemet.

Viljestyret justering af følelsesmæssigt niveau.

Viljestyret påvirkning af følelsesmæssig intensitet.

Viljestyret justering af opmærksomhed for stabilisering.

Viljestyret pause i reguleringsforsøg.

Aktiv genoptagelse af reguleringsstrategier efter kollaps.

Finjustering af regulering under belastning.

Aktiv ændring af reguleringsstrategi.

Aktiv beslutning om hvordan en indre tilstand håndteres.

Den del af sindet, som rummer det, vi er opmærksomme på i øjeblikket: tanker, sanseindtryk, følelser og beslutninger. I psykologi ses bevidsthed som et dynamisk felt snarere end et fast sted i hjernen.

Det samlede rum af samtidige oplevelser i opmærksomheden.

Stabilisering af oplevelse gennem fokuseret opmærksomhed.

Reduceret opmærksomhedsfelt, hvor fokus samles om få indre eller ydre stimuli.

Oplevet sammenhæng i bevidsthedens indhold.

Indskrænkning af opmærksomhedsfeltet til få stimuli.

Proces hvor opmærksomhed og oplevelse samles.

Systematisk opmærksomhed på kropslige fornemmelser.

Regulering via krop og sanser frem for tænkning.

En spiseforstyrrelse karakteriseret ved gentagne episoder med ukontrolléret overspisning (ædeflip) efterfulgt af kompenserende adfærd som fx selvfremkaldt opkastning, faste eller misbrug af afføringsmidler.

Samtidig aktivering af følelsesmæssige og kropslige systemer.

Følelsesregulering der sker gennem samspil med et andet menneske.

Fælles regulerende tempo i relationel kontakt.

Adfærd eller udtryk der understøtter regulering hos andre.

Følelsesregulering der opstår gennem kontakt med et andet menneske.

Systematisk skævhed i vurdering af situationers betydning.

Den mentale energi der anvendes til tænkning og kontrol.

Midletidig udtømning af mentale ressourcer.

Hukommelse der genkaldes lettere i samme kontekst som indlæringen.

Tilpasning til belastning gennem psykisk frakobling.

Indlæring hvor følelser fungerer som primær feedback.

Håndtering af stress gennem regulering af følelsesmæssige reaktioner.

Manglende sammenhæng mellem følelse, krop og kontekst.

Overvældelse af intense følelser der overstiger reguleringsevnen.

Mængden af følelsesmæssig intensitet et individ kan rumme.

Langvarig indlejring af følelsesmæssige reaktioner i nervesystemet.

Tilstand hvor yderligere følelsesmæssig stimulation ikke kan bearbejdes.

Punkt hvor yderligere følelsesmæssig input ikke kan integreres.

Evnen til at registrere, forstå og regulere egne følelser uden at blive overvældet. Central i psykoterapi, udviklingspsykologi og hypnosearbejde.

Forløb af følelsesmæssig omstrukturering.

Punkt hvor følelsesmæssige mønstre begynder at ændre sig.

Pludselig reduktion i følelsesmæssig og energimæssig kapacitet.

Typisk vej tilbage mod følelsesmæssig balance.

Ekstra kapacitet der beskytter mod ustabilitet.

Periode med fokus på genetablering af regulering.

Tempoet hvormed følelsesmæssig balance genetableres.

Indlejring af stabilitet i hverdagsfunktion.

Fase hvor regulering langsomt genetableres.

Bevægelse mod genetablering af balance.

Gentaget metode til genetablering af regulering.

Den grundlæggende følelsesmæssige spændingstilstand i nervesystemet.

Periode præget af svingende følelsesmæssig regulering.

Subjektivt oplevet niveau for optimal indre energi.

Subjektiv oplevelse af regulering af indre energi og spænding.

Det interval af indre energi der opleves som funktionelt.

Stabilisering af nye oplevelser i nervesystemet.

Stabilisering af udslettelseslæring i hukommelsen.

Afhængighed af kontekst for vedligeholdelse af udslettelse.

Overførsel af udslettelseslæring til nye kontekster.

Graden af responsivitet over for indre og ydre feedback.

Regulering der opstår gennem relationelle og kontekstuelle felter.

Opmærksomhed rettet mod helheden af indre og ydre oplevelser frem for enkeltdetaljer.

Modtagelighed for stemninger og emotionelle signaler i omgivelserne.

Regulering der opstår i relationelle og sociale felter.

Evnen til hurtigt at ændre indre parathedsniveau.

Evnen til at skifte fokus uden tab af regulering.

Regulering via direkte kontakt med kropslige fornemmelser.

Stabilisering af en ønsket følelsestilstand via gentagelse eller stimuli.

Justering af emotionel respons til passende intensitet.

Punkt hvor gentagne stimuli mister deres effekt.

Systemers tendens til at opretholde indre stabilitet.

Overaktivering af nervesystemet præget af uro, angst og alarm.

Tilpasningsorienteret ændring af indre mønstre.

Proces der gør forandringer robuste over tid.

Udjævning af autonome udsving gennem hypnose.

Ændring af autonome reaktioner via hypnose.

Harmonisering af autonome funktioner via hypnose.

Øget eftergivenhed som følge af hypnotisk kontekst.

Ændring af følelsesintensitet gennem suggestion.

Adskillelse mellem følelse og kontekst i trance.

Kontrolleret frigivelse af ophobet følelsesenergi.

Præcis regulering af følelsesintensitet.

Finjustering af følelsesintensitet i trance.

Systematisk fjernelse af følelsesladning.

Justering af følelsesmæssige tærskler og intensitet.

Etablering af stabil indre balance gennem hypnose.

Modstandsdygtig indre balance etableret via hypnose.

Langsigtet stabilisering af indre balance.

Finjustering af indre oplevelser i trance.

Modstandsdygtighed i evnen til indre justering.

Vedvarende evne til indre finjustering.

Stabilisering af aktiverede ressourcer.

Koordinering af flere reguleringssystemer i trance.

Mekanisme der skaber indre ro via hypnose.

Justering af kognitive vurderingsprocesser i trance.

Skift mellem indre scenarier under hypnose.

Stabilisering af oplevelser gennem kropslig sansning.

Selvregulering af kropslige tilstande via trance.

Påvirkning af kropslige tilstande gennem trance.

Ændring af betydning gennem hypnotisk kontekst.

Kontrolleret afrunding af indre processer i trance.

Tilpasning af indre oplevelser til aktuelle behov.

Løbende justering af indre oplevelser i trance.

Reduktion af opmærksomhedsfelt under hypnose.

Vedligeholdelse af fokuseret opmærksomhed i trance.

Tilpasning af sprog til klientens oplevelse.

Stabilisering af hypnotisk respons over tid.

Oplevet sammenhæng i selvoplevelse efter trance.

Stabilisering af ny selvoplevelse efter hypnose.

Evnen til at påvirke egne tilstande via hypnose.

Kapacitet til at styre egne hypnotiske tilstande.

Sikring af at klienten er fuldt orienteret efter hypnose.

Mindste intensitet af suggestion der udløser respons.

Stabilisering af symbolske oplevelser som ressourcer.

Præcis justering af tranceintensitet under sessionen.

Stabilisering af ønsket trance-tilstand.

Stabilisering af ønsket hypnotisk tilstand.

Kontrolleret justering af tranceintensitet.

Evnen til bevidst at styre ind- og udgang af trance.

Mængden af materiale der kan bearbejdes ubevidst i trance.

Automatisk regulering af følelser uden bevidst indsats.

Automatiske reguleringsprocesser uden bevidst indsats.

Ubevidst strategi for håndtering af indre tilstande.

Forventning lagret i nervesystemet frem for sproget.

Metafor for tidlige emotionelle erfaringer lagret i nervesystemet.

Oplevet forløb af stigende og faldende indre pres.

Den løbende samtale, vi fører med os selv. Kan være støttende eller selvkritisk og spiller en central rolle i selvopfattelse og emotionel regulering.

Subjektivt tegn på overskredet reguleringskapacitet.

Indre referencepunkt der skaber stabilitet under belastning.

Tilbagekobling mellem indre signaler og reguleringsrespons.

Tidsforsinkelse mellem signal og reguleringsrespons.

Genetablering af feedback mellem signal og respons.

Hvor tydeligt reguleringsfeedback registreres.

Manglende oplevet feedback fra reguleringssystemet.

Cirkulær proces mellem indre signaler og reguleringsrespons.

Prioriteret rækkefølge af reguleringsstrategier.

Punkt hvor regulering bliver sammenhængende.

Samlet evne til selvstabilisering uden ekstern støtte.

Samlet oplevelse af egne reguleringsmuligheder.

Det reguleringsbehov der først kræver opmærksomhed.

Subjektivt indre pejlemærke for stabilitet.

Subjektivt oplevet plads til indre bevægelse.

Personligt tempo for regulering og restitution.

Oplevet harmoni mellem indre signaler og respons.

Subtil kropslig eller emotionel indikator for behov for regulering.

Genopståen af oplevede indre signaler.

Rangorden af hvilke indre signaler der kræver opmærksomhed først.

Hvor kraftigt indre signaler opleves.

Manglende oplevelse af indre reguleringssignaler.

For mange samtidige indre signaler til at kunne tolkes.

Hvilke indre signaler der trænger sig først på.

Hvor tydeligt indre signaler opleves.

Nedsat følsomhed over for indre signaler.

Indre oplevelse der fungerer som reguleringsanker.

Tilpasning af indre processers hastighed.

Regulering af hastighed i indre processer.

Midlertidig reduktion i evnen til at hæmme impulser.

Genopretning af evnen til at hæmme impulser.

Finregulering baseret på indre kropslige signaler.

Følelsesregulering der sker gennem samspil med andre.

Tidsmæssig og emotionel afstemning mellem mennesker.

Harmonisk samspil mellem tænkning og følelser.

Tilpasning af følelsesudtryk til situationen.

Ydre rammer der understøtter regulering.

Suggestion der opstår implicit via ramme og forventning.

Tryghed der opstår som følge af rammer og relation.

Fokus på kropslige signaler som reguleringsredskab.

Regulering der primært sker via kroppen frem for tænkning.

Terapeutisk teknik, hvor opmærksomhed rettes mod kroppen for at skabe stabilitet, tryghed og regulering af nervesystemet.

Stabil balance mellem kropslig sansning og regulering.

Små kropslige justeringer der stabiliserer nervesystemet.

Dæmpning af aktivering via kropslige processer.

Kropslig kapacitet der beskytter mod overbelastning.

Genetablering af kropslige reguleringsprocesser.

Styrken af kropslige reguleringsreaktioner.

Maksimal styrke af kropslig regulering.

Kroppens midlertidige opgivelse af regulering.

Midlertidig aflastning gennem kropslig hvile.

Gentagen række af kropsbaserede reguleringsskridt.

Fysiologisk træthed i reguleringssystemet.

Fysiologisk gensvar på emotionelle signaler.

Det område hvor kropslige reaktioner opleves som regulerende.

Stabilisering mellem aktivitet og hvile.

Periode hvor kroppen genopbygger reguleringskapacitet.

Tempo i kroppens genopladning.

Kropsligt tegn på begyndende regulering.

Kropsfornemmelse der signalerer ro og regulering.

Uudnyttet potentiale for selvregulering.

Emotionel afstemning mellem nervesystemer.

Et netværk af hjernestrukturer involveret i følelser, motivation, hukommelse og emotionel læring. Centrale dele er amygdala, hippocampus og hypothalamus.

Indre reference for reguleringsskift.

Oplevelse af at mentale ressourcer pludselig slipper op.

Oplevelse af manglende evne til at styre indre processer.

Punkt hvor kognitiv og emotionel kapacitet overskrides.

Forsøg på at kontrollere følelser udelukkende gennem tænkning.

Indre referencepunkt der hjælper med at fastholde regulering.

Pludseligt tab af evne til at styre indre processer.

Det samlede rum af aktive reguleringsprocesser.

Oplevelse af at reguleringsindsats ikke længere er mulig.

Utilstrækkelig mental kapacitet til regulering.

Begrænset periode hvor regulering igen er mulig.

Vanemæssigt niveau for emotionel aktivering.

Vedvarende stabilisering af stemningsleje.

Central nerve i det parasympatiske nervesystem, afgørende for regulering af stress og social kontakt.

Hjernens tilpasning til gentagne stimuli.

Sammenbrud i hjernens reguleringsmekanismer.

Tilbagekobling mellem følelser og neurale processer.

Ændring af følelsesmæssige neurale mønstre gennem erfaring.

Stabilisering af opmærksomhed gennem fokus.

Styring af fokus for at påvirke indre tilstande.

Systematisk retning af opmærksomhed mod bestemte stimuli.

Tidligt tegn på at reguleringskapacitet er ved at overskrides.

For kraftig kontrol af følelser, der hæmmer fleksibilitet.

Ekstrem tilpasning til andres behov på bekostning af egne.

Justering af sanseoplevelse til kontekst.

Opretholdelse af ensartet sanseoplevelse trods variation.

Teori om hvordan det autonome nervesystem regulerer tryghed, kamp/flugt og immobilisering.

Teori om det autonome nervesystems hierarkiske regulering af tryghed og overlevelse.

Systematisk afslapning anvendt som hypnotisk induktion.

Maksimal belastning der kan håndteres over tid.

Tendens til at vende tilbage til et indre ligevægtsniveau.

Systemets evne til at strække sig uden at bryde sammen.

Evnen til at skifte reguleringsstrategi efter behov.

Forløb af justeringer der fører tilbage til stabilitet.

Gentaget mønster til håndtering af indre tilstande.

Følelsesmæssig regulering der foregår i relationer.

Relationel kontekst der tillader nedsat krav og restitution.

Evnen til at justere sig følelsesmæssigt i relationer.

Bevidst eller ubevidst pause i relationel interaktion for regulering.

Maksimal relationel belastning før regulering udfordres.

Oplevet pres i relationer der udfordrer regulering.

Karakteristisk måde at regulere følelser i relationer.

Relationel kontekst der muliggør genopladning.

Gentagende mønstre i relationel interaktion.

Reduktion af relationel intensitet for stabilisering.

Justering af følelsesmæssig intensitet i relationer.

Grænse for hvor meget relationel intensitet der kan rummes.

Skabelse af tryghed gennem relationel kontinuitet.

Vedligeholdelse af relationel sikkerhed.

Stabilisering gennem følelsesmæssig gensidighed.

Fælles emotionelt og relationelt felt mellem mennesker.

Tilpasning af følelsesmæssig gensidighed.

Når følelsesmæssig gensidighed bliver overvældende.

Selvinitieret styring af indre tilstande.

Sammenbrud i evnen til selvregulering.

Midletidig reduktion i selvreguleringskapacitet.

Sammenhængende brug af reguleringsstrategier.

Genopretning af evnen til selvregulering.

Evnen til at dæmpe aktivering indefra.

Integration der sker uden at overskride kapacitet.

Regulering der primært har til formål at undgå smerte.

Tempo hvormed beskyttende regulering aktiveres.

Gentaget automatisk strategi til at undgå overbelastning.

Når beskyttende regulering stopper pga. udmattelse.

Midlertidig tilbagetrækning for at bevare regulering.

Automatisk bevægelse mod sikkerhed.

Gentaget rækkefølge af beskyttende regulering.

Automatisk ændring i regulering for at undgå overbelastning.

Løbende finjustering af indre tilstande.

Oplevelse af indre sammenhæng og stabil identitet.

Helhed der opstår uden aktiv styring.

Regulering der opstår spontant uden bevidst styring.

Stabilitet der opstår uden bevidst styring.

Punkt hvor regulering spontant stabiliseres.

Periode hvor regulering sker spontant.

Situation hvor spontan regulering ikke længere sker.

Naturligt tempo i spontan regulering.

Spontant skift i regulering uden bevidst styring.

Genopretning af balance uden aktiv indsats.

Periode hvor genopladning sker spontant.

Spontan genoprettelse af balance uden bevidst indsats.

Processer der genetablerer indre reguleringskapacitet.

Oplevelse af samlet og fleksibel selvregulering.

Feedback-loop der stabiliserer indre tilstande.

Små spontane reguleringsskift.

Meget subtil indikation af behov for regulering.

Meget små justeringer der stabiliserer oplevelsen.

Evnen til at styre impulser, følelser og adfærd i overensstemmelse med mål.

Evnen til at genetablere indre balance uden ekstern støtte.

Sansemæssig tilstand der reducerer overstimulering.

Sansebaseret område hvor restitution lettes.

Grænse for hvor meget sanseinformation der kan integreres.

Maksimal mængde sanseinput der kan håndteres.

Grænse for hvor meget sanseinput der kan håndteres.

Område hvor sanseinput overstiger kapacitet.

Tilstand hvor sanseinput overstiger kapacitet.

Sansebaseret reference for stabilitet.

Gentaget rækkefølge af sansebaserede reguleringstrin.

Evnen til at genvinde regulering via sanserne.

Sansebaseret område for genopladning.

Sansebaseret reference for ro.

Bevidst brug af sanser til regulering.

Kontrol af adfærd gennem ændring af stimuli.

Systematisk skævhed i vurdering af stressorer.

Gradvis opbygning af modstandskraft gennem kontrolleret belastning.

Processen hvor systemet vender tilbage til baseline efter stress.

Individets karakteristiske mønstre for regulering.

Individets personlige spænd af håndterbar aktivering.

Individets personlige forløb for håndtering af intensitet.

Modtagelighed for suggestion via forventning, kontekst og relation.

Terapi der ser individets problemer i relationelle og sociale systemer.

Justering af tidsfornemmelse efter forstyrrelse.

Indre tilstand hvor belastning lettere opbygges.

Variation i funktionsniveau afhængigt af indre tilstand.

Sammenbrud i regulering udløst af specifik indre tilstand.

Øget risiko for sammenbrud i bestemte tilstande.

Indre tilstand hvor restitution lettest sker.

Indre tilstand hvor belastning lettere fører til overvældelse.

Justering af indre tilstand i forhold til kontekst.

Justering af egen tilstand i samspil med andre.

Justering af respons i forhold til indre tilstand.

Regulering der fungerer på tværs af livssituationer.

Hvor meget regulering kan strækkes i en given tilstand.

Hvor meget regulering der er muligt i en given tilstand.

Ekstra reguleringsrum i bestemte tilstande.

Genopretning af regulering afhængigt af indre tilstand.

Modstandsdygtighed i regulering afhængigt af tilstand.

Total udmattelse af regulering i en given tilstand.

Stabilisering inden for en given indre tilstand.

Regulering der er mest effektiv i bestemte indre tilstande.

Valg af reguleringsstrategi baseret på aktuel tilstand.

Specifikt punkt hvor regulering bryder sammen.

Indre reference for stabilitet i en given tilstand.

Stabilisering af en indre tilstand over tid.

Når indre tilstande gensidigt forstærkes i relationer.

Grænse for hvor meget stimulation der kan håndteres.

Kognitiv regulering af emotionelle og kropslige responser.

Bevidst regulering af følelser via tænkning.

Mentalt kort over følelsesmæssige intensiteter og zoner.

Selvregulerende processer der kun er aktive i trance.

Integration af reguleringsfærdigheder lært i trance.

Indlæring af regulering der sker i trance.

Langsigtet stabilisering af forandringer skabt i trance.

Skabelse af følelsesmæssig balance gennem hypnose.

Genskabelse af følelsesmæssig ligevægt.

Justering af følelsesmæssige tærskler i hypnose.

Stabilisering af heling initieret i hypnose.

Stabilisering af ny indlæring via hypnose.

Justering af indre oplevelsesparametre.

Adgang til reguleringsmekanismer via hypnose.

Automatisk justering af indre tilstande i hypnose.

Spontan reorganisering af indre processer i hypnose.

Spontan etablering af indre stabilitet i hypnose.

Brug af hypnose til at skabe indre stabilitet.

Fastgørelse af nye associationer skabt i hypnose.

Stabilisering af læring via hypnotisk tilstand.

Feedback der øger trancedybde.

Øget forandringsparathed i følelsessystemet under hypnose.

Aktivering af kroppens beroligende system i trance.

Aktivering af vagusrelaterede reguleringsmekanismer.

Den maksimale dybde og varighed af trance et individ kan opnå.

Punkt hvor opmærksomheden naturligt skifter indad.

Punkt hvor opmærksomhed skifter til indadvendt fokus.

Regulering der involverer flere sansekanaler samtidigt.

Regulering gennem oplevelser af større sammenhæng.

En overvældende oplevelse der overstiger individets reguleringsevne.

Automatisk finregulering af følelsesmæssige tilstande.

Systematisk ubevidst vægtning af bestemte følelser.

Automatisk genetablering af følelsesmæssig balance.

Automatisk regulering uden bevidst kontrol.

Automatisk mønster for håndtering af indre tilstande.

Fleksibel anvendelse af forskellige reguleringsformer.

Oplevet bevægelse i følelsesmæssig livsenergi.

Fuld integreret evne til at regulere livets belastninger.

Regulering af oplevet livsenergi.

Evnen til at tilpasse regulering under skiftende belastning.

Oplevet ligevægt i emotionel og kropslig energi.

Indre margin der beskytter mod overbelastning.

Område af ekstra reguleringskapacitet.

Evnen til at strække reguleringskapacitet uden sammenbrud.

Fuld genetablering af basal regulering.

Fuldt integreret basal regulering.

Den samlede evne til at opretholde emotionel og kropslig balance.

Øvre grænse for regulering før sammenbrud.

Sammenbrud i evnen til at opretholde basal regulering.

Forløb af oplevet indre balance over tid.

Ekstra kapacitet før regulering bryder sammen.

Evnen til at modstå sammenbrud under belastning.

Restkapacitet til at håndtere yderligere belastning.

Sidste tilgængelige reguleringskapacitet før sammenbrud.

Genopladning af basal reguleringskapacitet.

Modstandsdygtighed i evnen til at bevare indre balance.

Fleksibilitet i evnen til at opretholde indre balance.

Det interval hvor indre balance kan opretholdes.

Total udnyttelse af tilgængelig reguleringskapacitet.

Regulering af oplevet livsenergi.

Genskabelse af oplevet indre balance.

Det optimale spænd for selvregulering.

Korttidshukommelsens aktive arbejdsfelt.

Optimal balance mellem fleksibilitet og stabilitet.

Tilstand hvor følelser kan opleves og integreres samtidigt.

Tilstand med vedvarende følelsesmæssig balance.

Tilstand hvor følelser opleves som sammenhængende.

Tilstand hvor opmærksomhed, krop og følelser er integreret.

Tilstand hvor følelser, krop og opmærksomhed er i balance.

Område hvor relationel kontakt stabiliserer oplevelsen.

Tilstand hvor regulering sker spontant uden aktiv kontrol.

Det område hvor støtte muliggør optimal regulering.